• Business-update: To stopper i Danske Banks bestyrelse – tidligere topchefs datter på vej ind

    来源: BDK Finans / 21 2月 2025 10:44:18   America/New_York

    Kære Berlingske-læser. Det er blevet fredag eftermiddag og tid til en update her fra erhvervsredaktionen, der giver dig en overflyvning over en række af dagens historier om økonomi og erhvervsliv. God læselyst! #1 – DR hægtede sig fast i ét tal i slettet dokumentar. Dét tal bør du også glemme, mener ekspert Den stærkt omdiskuterede DR-dokumentar »Det hvide guld« om den grønlandske kryolitmines økonomiske betydning får nu et skud mere for boven. Eksperter har allerede slået fast, at det fremskrevne omsætningstal på 400 milliarder kroner ikke siger noget om Danmarks gevinst på kryolitten. Men de 400 millioner kroner kan man heller ikke bruge til noget, lyder kritikken nu. Det skyldes den måde, som omsætningen er omregnet til nutidskroner på, forklarer Jan Bentzen, lektor emeritus i økonomi ved Aarhus Universitet. Omsætningstallet er blevet alt for højt, fordi man har benyttet den såkaldte bruttofaktorindkomst til at omregne tallet til nutidskroner, påpeger han over for Jyllands-Posten. DR har efter massiv kritik trukket dokumentaren tilbage og har slettet den på sin hjemmeside. #2 – To stopper i Danske Banks bestyrelse – tidligere topchefs datter på vej ind To af de længst siddende medlemmer stopper i Danske Banks bestyrelse. I stedet er to nye kandidater indstillet. Den ene er datter af en tidligere topchef i banken. Det skriver Børsen på baggrund af bankens indkaldelse til generalforsamlingen, der bliver afholdt 20. marts. Raija-Leena Hankonen-Nybom, tidligere topchef for den finske del af revisionsfirmaet KPMG, stiller ikke op til genvalg. Lars-Erik Brenøe, der i mange år var Mærsk Mc-Kinney Møllers højre hånd, stiller op til genvalg, men han vil ikke sidde perioden ud. Bestyrelsen har derfor indstillet to nye kandidater til at tage over. Den ene er Marianne Sørensen. Hendes far er tidligere topdirektør i banken Knud Sørensen, ofte omtalt som »Sorte Knud«. Hun er uddannet cand.oecon. fra Københavns Universitet og har tidligere arbejdet i A.P. Møller - Mærsk, Mærsk Drilling og senest som finansdirektør i Rambøll Gruppen. Bestyrelsen foreslår desuden spanske Rafael Salinas, som har haft en længere karriere i den spanske storbank BBVA. #3 – Zealand Pharma-direktør fik lønstigning på over 70 procent i 2024 Zealand Pharmas administrerende direktør, Adam Steensberg, har i 2024 fået en lønstigning, der siger spar to. Hans samlede lønpakke er ifølge Medwatch landet på 19 millioner kroner, hvilket er 70 procent mere end året før. Det fremgår af selskabets årsregnskab for 2024. Lønstigningen hænger sammen med aktiekursens udvikling. I 2024 steg Zealand Pharma-aktien med 105 procent. Adam Steensberg er ifølge Medwatch dermed blandt de direktører i den danske medicinalbranche, der har de højeste lønpakker. Til sammenligning fik Novo Nordisks topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, en samlet løn på 57 millioner kroner i 2024. Tre uundværlige fra Berlingske Business. A: Optimismen bobler i virksomhederne: Der er et nærmest »umætteligt behov« Troen på fremtiden vokser i landets virksomheder. Det sker til trods for de gentagne trusler om øget told fra den amerikanske præsident, Donald Trump. På specielt ét område er optimismen stor. Læs artiklen her. B. Topminister med markant udmelding: Over halvdelen af nye EU-krav skal fjernes Den grønne omstilling er fortsat afgørende for regeringen, fastslår erhvervsminister Morten Bødskov (S). Alligevel tager han i næste uge til Bruxelles og kæmper for, at EU skal udskyde og fjerne over halvdelen af nye omfattende krav til virksomhederne. Læs Kalle Kehlets interview med ministeren her. C. Vejrhanen for amerikansk økonomi begynder pludselig at ryste – ingen er immune over for told Walmart går et sløjt 2025 i møde. Det er et varsel om en hård tid for den amerikanske økonomi. Læs artiklen her. Tak, fordi du læste med – og god weekend! https://www.berlingske.dk/business/business-update-to-stopper-i-danske-banks-bestyrelse-tidligere-topchefs
分享